Velkommen til Bibliopatens Hemmelige Internationale blog!
Her kan vi dele alt det med hinanden som vi ikke vil genere andre med på Bibliopatens danske blog!
Du er velkommen til at skrive indlæg. Jeg skal nok sørge for at lægge vejen forbi once in a while
This is a secret blog dedicated to the love of books
My library
About Me
- Bibliopaten
- See my Danish book-blog: http://bibliopaten.webog.dk
22 comments:
Mange tak - det er en fremragende ide med denne hemmelig side.
Personligt var den største overraskelse ved bogen, at Harry slap så billigt. Jeg havde f.eks. ikke regnet med, at Hagrid overlevede.
Åh altså. Det var da dejligt at du endelig inviterede. Tak.
Dumbledore. Günther Grass.
Harrys tilgivelse af Slytherin gennem sin kærligheds/respekt-erklæring overfor Snape i epilogen. Post-apartheid-Sydafrika frem for post-Nazityskland. Tilgivelse. Forsoning.
Hovedet er fuldt og hjertet kammer over. Tungen fattes ord.
PS. Vil du ikke ændre det, så man kan kommentere, selvom man ikke har en Blogger-konto?
Kære Pia og Sitrende: Herligt at
I er her!
Jeg påstod inden 7´eren at Dumbledore ikke kunne være død og at Harry naturligvis ikke ville dø.
Fik jeg ret? Dumbledore er i hvert fald yderst vital og til stede i den fremragende slutning på bogen.
Samtalen mellem ham og Harry i afsnittet Kings Cross er fantastisk, synes jeg.
Og så må jeg sige helt overordnet at Harry næsten bliver en Jesus-figur. Han kan genopstå fra de døde og han påtager sig at dø for at andre kan leve videre uden onskaben, han er m.a.o. villig til at betale den højeste pris....
Hvad siger I?
PS: Jeg ved ikke hvordan man kan sætte denne blog op så man kan kommentere uden at have en Blogger-konto...
Kære Bibliopat
Jeg synes, at sammenligningen med Jesus er lidt søgt. Det er egentligt indlysende, at Harry selv er en Horcrux. Men jeg havde glemt, at Draco havde erobret Dumbledores stav. Pokkers.
Epilogen gjorde et stærkt indtryk på mig. Jeg har let til tårer (jeg kan f.eks. ikke komme igennem Brødrene Løvehjerte uden flere lommetørklæder), og min stakkels mand havde svært ved at forstå, hvad der var så rørende. Man skal have læst bogen.
Syveren er - fed. Intet mindre.
Jeg havde vist regnet med at Ron eller Hermione døde, men i det hele taget valgte JK en klassisk happy end.
Jeg var helt vild efter at læse epilogen, men jeg syntes efter læsning at den var lidt flad. Sådan lidt for meget parcelhus-happiness! (lidt for virkeligt). Måske ville jeg hellere have været den foruden.
Desuden synes jeg at der springes meget let hen over alle Snapes uhyrligheder i det daglige mod Harry i alle disse år. Intet nag overhovedet mod denne sataniske mobber. Ahr, hva'?
Det er så småting; jeg synes at det er en komplet og udtømmende slutning på serien.
Og nu kunne det være sjovt at læse hele balladen igen, med bagklogskabens intersaante lys over det hele - men det levner kalenderen ikke plads til.
Esox
Ah,vort eget Førnødenhedrum! Smart!
Jeg synes også 7'eren er en fejende flot finale. Parallellen til nazi-tiden og historien om Dumbledores "sorte" ungdom er genial. Og ja, jeg havde nok også forventet, at Ron eller Hermoine blev ekspederet hinsides, men sådan gik det altså (heldigvis)ikke.
Fornødenhedsrum! Pokkers tastatur :-)
Vores eget fornødenhedsrum, nemlig. Det er lige hvad denne blog er :-)
Jeg er enig i, at epilogen er lige lovlig yndig, men samtidig rummer den for mig nøglen til romanen, nemlig da Harry post-mortem tilgiver Snape på sand Desmond Tutu-vis (deraf min tidl. reference til post-apartheid SA og sandhedskommissionens rolle). Og ikke nok med det, så får JKR fornemt listet pointen ind, at man ikke bør dømme en hel gruppe mennesker (her Slytherinere) ud fra enkelte personers udådshandlinger.
I King's Cross-samtalen holder jeg særligt af flg. Dumbledore-replik:
"Of course it is happening inside your head, Harry, but why on earth should that mean that it is not real?".
Åhh, endelig! Andre end mig, som gerne vil diskutere den. Great.
Jeg synes også at den var for happy-ever-after, slutningen. Desuden forstår jeg ikke, at nogen kalder den udtømmende, den var da alt andet end det? Jeg manglede allermest en afsløring af, hvilke jobs vores kære, og på mirakuløs vis alle sammen stadig levende, hovedpersoner havde.
I det hele taget ville jeg mene, at Rowling burde have skippet epiologen, jeg sad med en ret flad fornemmelse efter at have læst den.
Det er faktisk sjældent, at jeg er vild med koneptet epiologer. Her ville den smarte læser måske indskyde, at jeg blot kunne undlade at læse den, det var i hvert fald min søsters forslag, men det kan man jo ikke!
Det er op til forfatteren at bestemme, hvad bogen består af, at skære ned og tynde ud, og læserens fornemmeste opgave er således blot at læse alt hvad der står skrevet.
Jeg var også vild med Kings Cross-dialogen på sin vis, men omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hun slipper for nemt om ved det her, at alt blot forklares i en umisforståelig dialog hvor Harry finder ud af alt om alle. Åh. Normalt er hendes skrivestil så kompleks med krydsreferencer til alting og alle situationer i de tidligere og kommende bøger, men hendes evne til lige at få forklaret alting, oftest af Dumbledore, irriterer mig lidt, da det virker som om hun ikke lige orkede at finde på en måde, hvorpå Harry selv fandt frem til denne viden.
At der ydermere ikke var nogle af de fire vigtigste personer i bogen, som døde, tjah, det var jo fantastisk. Og lidt for godt. Men måske var det måske bedre med en sukkersød slutning, Harry har jo trods alt været så grueligt meget igennem.
At de så fik hinanden alle sammen, hmm, det var jo som forventet.
Men er jeg den eneste som syntes, at Ron og Herminones LÆNGE VENTEDE kys virkede lidt forhastet og dårligt beskrevet? Jeg mener, nu har de jo trods alt lagt op til det i samfulde syv bøger.
Men jeg græd alligevel, fordi en fantastisk æra er slut, fordi de overlevede, fordi Harry var så modig og så utroligt dum, fordi Snape var god, måske bedre end de fleste, fordi Dumbledore også bare var et menneske, som havde fejlet en masse, fordi Malfoy’erne også var helt okay lige pludselig, og fordi Harry pludselig var gudfar til et barn, hvis forældre døde i kampen mod det onde.
Smuk bog, fantastisk læsning, og jeg tilgiver alle de ting, jeg ikke var vild med, alene på grundlag af den passage, hvor Harry er på vej til at ofre sig selv.
Lækkert.
Har ikke været forbi et par dage og ser først nu at der har været besøg i "fornødenhedsrummet", tak for udtrykket Thomas!
Min henvisning til Jesus skal ikke tages for bogstaveligt Pia. Men hvis vi ser på hele HP-serien er den jo en dannelseshistorie, hvor det til syvende og sidst er Det Gode, som Harry inkarnerer. Vi har at gøre med en sekulær - i modsætning til reigiøs - beretning, der udstyrer Harry med evner og objekter, som gør ham i stand til ekstraordinære ting. Som f.eks. at genopstå fra de døde og vække de døde til live. I "himlen" på Kings Cross møder han så Gudfar med det lange hvide skæg...
Og selve det fænomenale og rørende i at Harry går døden i møde, han tror faktisk at han skal dø, da han møder Voldemort i skoven, SELV OM han er i besiddelse af verdens mest skattede magttmidler, ja det er også det der får mig til at trække parallellen (er der så mange l´er i det ord?!)...
Vi ses
Bibliopaten
At Harry ofrer sig selv mindede mig om Aslan i C.S. Lewis' Narniabøger. Også der ser helten nødvendigheden af at ofre sig - for så at genopstå. Narniabøgerne er ofte blevet tolket som kristne, og det er, for mig, endnu en grund til at se HP-bøgerne som en frelserhistorie. Aslan-parallellen virkede blot som en understregning.
"Sitrende"'s sammenligning mellem Dumbledore og Günther Grass er herlig!
Da jeg læste epilogen var min første tanke at den var sukkersød og unødvendig: vi kunne godt have regnet det meste ud.
Men et par dage senere skulle jeg forklare slutningen til en bekendt - og da gik det op for mig, at Harry's ar stadig var der i epilogen.
Eller rettere var det der igen, for på King's Cross var det væk. Det kunne meget vel være et hint om at det onde aldrig helt forsvinder.
Eller måske have anden betydning? I al fald er det, som jeg ser det, den enete undskyldning for at have skrevet en sådan epilog.
Hej Ulla!
nye yndlingsperson nr. 1 : SNAPE!!! Han er bare så sej !!! Selvfølgelig har han brister, og udnytter sin lærer-autoritet på det groveste, men han er på en eller anden måde mere flersidet. Elsker at han er slytheriner!!!! for i de andre bøger, synes jeg det har været klart, at de GODE, modige og retfærdige (dvs. vores "helte") kom i gryffindor, mens de egoistiske, stolte og arrogante kom i slytherin ... savnede flere sider af sagen, og at det blev gjort klart, at gryffindorerne også har brisster, og at slytherinerne ikke bare er dødsgardister hele bundet! Det blev til en grad opnået i 7'eren med hele epilogen ... kunne bare godt have tænkt mig, at der på en eller anden måde kom det sammenhold, som fordelingshatten præker om i sekseren!
Bogen synes jeg generelt godt om. Men jeg savnede dog lidt den karakteristisk "hogwarts"-stemning fra de forrige:( yndlingskapitel: snapes minder! og "look into my eyes", så det sidste han (snape) ser er lilys øjne!
Epilogen synes jeg var lidt at over-kill'e . har hørt teorier om at hun jo var nødt til at gardere sig mod rygter om en 8'er eller lign. men at de alle er kæreste med den samme, som da de var 17/18 er lidt langt ude, og lidt for sødt ...
men ALBUS SEVERUS?! ):-o LAMT navn! det er selvfølgelig meget sødt at harry sådan tilgiver snape på den måde (the bravest man i've ever known - snøft) meeen - sig til hvis jeg er for hård! jeg synes bare der er lidt for meget disney over den slutning!
og til "jesus"/bibel-sammenligningen ... så gjorde det mig egentlig lidt ked af det, at høre at folk kaldte Harry potter for en bibelsk fortælling. fordi jeg selv personligt mener at kristendom/religion er ... tja - humbug.
Jeg mener ... tilgivelse, opofrelse og kærlighed er jo menneskelige "ting". det behøver på sin vis ikke have noget at gøre med en gud.
læste lige Cecilie Bonderup's kommentar, og må erkende, at den er meget flot formuleret, og at jeg er helt enig!!
God idé med dette, hvad kaldte I det? - "Fornødenhedsrum". For, hvor meget jeg end havde glædet mig til HP7, er det også surt at vide, at dette var den absolut sidste i serien. Derfor er det fedt at kunne koge lidt ekstra suppe på serien ved at diskutere den. Jeg har stadig den nye film til gode, men nu ved jeg ikke, hvor meget længere jeg kan strække den. Det er jo en trøst at kunne glæde sig til de sidste film.
HPATDH var fuldt ud forløsende, fordi jeg blindt sætter min lid til, at JKR har skrevet bogen, som den bør være.
Men derfor kan man jo godt diskutere den alligevel. Jeg kunne fx godt have ønsket, at der var mere Hogwarts i bogen, mere Hagrid og Snape. Det kunne også have været spændende at høre mere om, hvad Professor McGonagals fremtidige rolle ville være. Og hvad blev der af Hagrids kærlighedsaffære?
Jeg synes at scenen med Dumbledore og Harry i det hvide rum var godt fundet på, men det ville have været mere interessant, hvis scenen havde foregået mellem Snape og Harry.(Selvfølgelig var Snape god :-) )
Endelig deler jeg de flestes mening, om at epilogen var for sukkersød og manglede oplysninger om personernes fremtidige karrierer i den magiske job-verden - nu har vi jo fulgt dem gennem deres skoleår og siddet på skolebænken med dem i så lang tid. Og bliver Harry uddannet Auror eller hvad? Der må vel stadig være brug for dem, eller er verden blevet så god lige pludselig, er der noget, jeg har misset i en af de tidligere bøger?
Det er dog spændende, at læse om Teddy Lupin figuren, idet det giver mig håb om en fremtidig TL serie med HP som Godfather, eller er det ønsketænkning? Under alle omstændigheder vil jeg sikkert læse alt fra JKR's hånd, om end det foregår hos Muggler eller i en magisk verden. Hun er sgu sej!
Marie
Iseewhoyouare:
Ihh, tak:)
Tilslutter mig tak for invitationen (omend jeg så den i den trykte Pol). Nu er du tæt på at blive tilgivet din offline sortie, bibliopat :-|
Det er ikke helt nemt at blive færdig med HP 7 og dermed HP for evigt, men i det mindste var den rigtig, rigtig god. Rationerede bogen, så den kunne vare længst muligt. 50 sider om dagen (som at give en elefant én peanut).
Jeg er jo når alt kommer til alt en sucker for romantik, og jeg synes Snape&Lily var mægtig smukt på nørd&skønheden-måden. Og så så mange år, selvom hun var død og alting - og patronus'en der skifter form. Jeg troede efter HP 6 at han nok var god, men var i hele HP 7 overbevist om at han troda alt var ond - godt gået, JKR.
Synes også det var dejligt at se Ron træde i karakter i sidste halvdel af bogen, der er faktisk situationer, hvor det er ham, der agerer og træder ud af Harrys skygge. Fx er det Ron der finder ud af, hvordan de skaffer sig af med horcruxerne på Hogwarts ved hjælp af basilisk-kraniet fra the chamber of secrets.
Lidt tyndt var det selvfølgelig, at ingen af de allervigtigste personer døde (selvom det var slemt nok med dem, der gjorde), og også en lettelse. Måske er det bare alt det hype der har været, om at JKR ville lade nogle af hovedpersonerne dø, så jeg havde forberedt mig på det værste.
Kunne også mægtig godt lide Harrys pacifisme. Selvfølgelig bruger han expelliarmus mod Voldemort, selvfølgelig ofrer han sig selv, selvfølgelig giver han afkald på the elder wand. Det er rart at noget er sort og hvidt som kontrast til den virkelige, forvirrede verden.
Og go'e gamle, lasede Kreacher: Fight for my Master, defender of house-elves! Fight the Dark Lord, in the name of brave Regulus! Fight!
Kunne fint kommentere resten af natten, men nok må være nok.
Rart endelig at kunne vende det sidste af HP serien med folk der faktisk er interesseret.
Jeg fandt at slutningen var en anelse tam.
Vi får aldrig af vide om de tre hovedpersoner, Ron, Hermione og Harry, vender tilbage for at gøre det sidste år på Hogwarts færdig.
Og er det kun mig der sidder tilbage med et ønske om at vide hvem den nye headmaster er?
Til Cecilie Bonderup, vil jeg gerne have lov til at sige at Harry i sidste ende selv må regne den med The Elder Wand ud. Han får jo ikke direkte af vide på hverken Kings Cross eller i Snapes minder, at det er Draco der er den rette besidder af EW.
Desuden mener jeg også at en stor del af det Harry får af vide af Dumbledore var noget han allerede selv havde regnet ud.
En scene i bogen der rørte mig meget, var scenen lige inden Harry går i "døden", hvor han endelig finder ud af hvordan han skal åbne the ressurection stone, og fremklader de personer der har betydet mest for ham, måden hvorpå han ber dem om at blive hos ham, er virkelig rørende.
Og så hele samtalen om døden...
På denne måde bliver læserne gjort opmærksom på at det, at Harry nu skal dø, ikke er en sørgelig begivenhed men det der skal til for at sikre at det onde forgår, mens det gode sejrer.
Jeg kunne godt have haft brug for at vide noget mere om tiden mellem det sidste kapitel og epilogen. f.eks. hvad blev der af dem, hvad skete der med hele den magiske verden, hvordan blev "verdensfreden" genetableret og hvordan var det første møde mellem Ginny og Harry, efter alle strabadserne?
Alt i alt syntes jeg altså at essensen i HP7 er uovertruffen, men der er mange løse ender, som man som læser sidder og kan funderer over.
Ved nogen hvorfor Harry siger 'try for some remorse' til Lord Voldemort i deres sidste duel, og hvorfor den bemærkning gør særligt indtryk på Voldemort? Det må jo være en reference til noget, andre har sagt til ham tidligere, måske Dumbledore, jeg kan bare ikke finde eller huske det.
Kære Bibliopat!
Nej vist er Harry ikke en Jesus figur - han opstår ikke fra de døde. Han vender tilbage fra en tilstand, hvor han er som død. Den tilstand er kendt og beskrevet fx. i forbindelse med operationer og trafik-uheld - vel ført af Elisabeth Kübler-Ross. Harry får valget om at vende tilbage til livet eller fortsætte: "I've got to go back, haven't I?" "That is up to you". - "I've got a choice"? - "Oh yes" Tidligere i samtalen har Harry sagt til Dubledore: "But you're dead" said Harry. "Oh yes" said Dumbledore matter-of-factly.
Med Jesus er det, i følge den kristne tro, hverken som Harry eller Dumbledore - for Jesus døde rigtigt, som Dumbledore, men vendte alligevel tilbage til livet, som den eneste i verdenshistorien. Han overvandt nemlig døden. Det har ingen af troldmændende gjort. De har derimod levet - særligt Harry - som meget gode kristne mennesker. Harry vælger jo netop uselvisk at ofre sit liv i kampen mod Den Onde, vel at mærke uden selv at blive ond. Og det til trods for, at noget at Den Onde faktisk er i ham. Harry er ikke ufejlbarlig, men han vælger Kærligheden, selvom det koster ham livet. At han så faktisk får muligheden for at komme tilbage til livet, det er jo godt for os, så vi hører, hvordan historien ender. Indtil videre!
Post a Comment